Om skolen, individuelle oplevelser og minefelter

Verden er hård. Det ved vi godt. Men hvornår er den mest hård? Hvornår er vi, som individer, mest sårbare og konstant udsat for social vurdering?

Mit svar til det spørgsmål er skolen. Folkeskole, gymnasium, universitet.. Alle disse tre er steder hvor mange mennesker mødes, hvor de danner og bryder bånd, hvor de prøver at finde sig selv (hvilket for det meste aldrig helt bliver en succes) og hvor det er meningen at vi skal blive ældre og lære om verden på den rigtige, taktfaste måde. Pres? Nej da. Præstationsangst? Nej da.

Jeg er simpelthen så træt af, at folk undervurderer skolen og hvordan den påvirker os - og vover man at sige, ikke kun positivt? De fleste bruger begrundelsen 'det er vigtigt at du er taknemmelig for at du får en traditionel skolegang og vokser op med venner'. Betyder det, at jeg ikke må synes at skolen og lærerne og alt andet er skod nogle gange, samtidig med at jeg er taknemmelig? Må jeg ikke reagere som jeg selv synes, på de oplevelser som jeg oplever?

Pointen er, at i disse teenage-år er verden som en social platform et minefelt. Og hvordan ville vi ende, hvis vi ikke trådte på nogen miner og dermed ikke viste hvordan det føltes når hele verden er som tunge, sorte regnskyer over os? Ville vi overhovedet vokse og bliver mere modne, hvis vi ikke fik revet en arm eller et ben af i disse miner?

- Metaforisk set, of course. Jeg mener ikke for alvor, at du skal få revet dine legemsdele af.

Pointen er, at jeg vil have lov til at gøre hvad jeg vil i mine skoleår, afhængig af hvad der sker i mit eget liv. Netop derfor kan ingen andre fortælle mig hvordan jeg skal tænke og føle. Når folk siger: "Dette er de bedste år af dit liv. Nyd dem!", vil jeg have lov til at svare:

"Det håber jeg sørme ikke."

Frustration og forandringsbehov

Grrrr.

Jeg... Grrrr.

Jeg er officielt fornærmet.

Selvfølgelig bør man respektere ens medmenneskers individualitet, men.. Det kan da ikke være meningen at man bliver tvunget til at underpræstere af sine lærere. Jeg forstår godt at man, som underviser (og autoritet), er nødt til først at fokusere på den gennemsnitlige elev for at kunne komme igennem til resten, og forstå deres behov.
Men det faktum at man fagligt er lidt (eller meget) længere fremme, betyder ikke at man bare skal kede sig. Skolen handler om at lære. Ikke kun dansk og matematik og samfundsfag og whatnot, men også høflighed og situationsfornemmelse og tålmodighed og respekt for andre mennesker.

Man er ikke skyldig, fordi at man enten er længere fremme eller bagud. Sorry to break it to you, men den gennemsnitlige elev I bliver ved med at tale om, er ikke så nem at finde.

- Så, ja, jeg synes at vi skal ændre den danske folkeskole. Men time-antallet og måden det faglige bliver fremstillet på, er det sidste vi skal tænke på lige nu. Først og fremmest skal vi sørge for, at det faglige er blevet lært af dem som skal lære andre det.

Hey Antorini, kom med mig, så skal jeg vise dig den virkelige verden.

Lockout

Jeg er ret sikker på at forhandlingerne omkring den nye skolereformen og overenskomsten er brudt sammen (bemærk venligst min åbenlyse uvidenhed). Så, lockout er vedtaget. Hvad synes jeg om det? Tja, helt ærligt...

Min matematik- og tidligere billedkunstlærer er tjenestemand, så jeg har en eller to timer fire dage om ugen. Man tør ikke rigtig udtale sig om noget, for det er generelt bare en rigtig dårlig ting. Selvfølgelig vil vi helst ikke have uenighed blandt sådanne 'store' ting. Men, altså - jeg er nu ret glad for mit midlertidige skema.

Gør det mig til en forfærdelig person? Næppe.

Jeg vil rigtig gerne være bedre til matematik, og det faktum at jeg kun har netop dét fag (og to timers billedkunst), er vel held. Det gør også at jeg kan fokusere mere på at lære og lytte noget mere, for det er jeg ikke virkelig god til. - Kan I se at jeg desperat prøver at slippe ud af denne sætnings sandhed?

Og så er det heller ikke nogen hemmelighed, at jeg bare ikke lige føler mig bedste venner med skolen for tiden. Jeg mener, lige meget hvor engageret jeg er i ovenstående, vil det der sker i mit privatliv altid påvirke det. Og i nogle tilfælde, ret så meget. Så, jeg er faktisk ret glad for det der sker (eller, ikke sker) i forhandlingsrummet lige i øjeblikket. - Eller, jeg er glad for, hvordan det påvirker min dagligdag.

For min skyld, må de faktisk gerne prøve at undgå at forhandle på nogen måde. Bare, gem det væk under sengen. Ja tak.

Jeg burde virkelig være politiker.

Fremtiden

Jeg har altid haft en trang til at vide præcis hvad der skal ske i min fremtid. Selvom man nok aldrig kan vide det, har jeg skam prøvet. Jeg bruger mange af mine søvnløse nætter på at have en dybt seriøs debat med mig selv om hvad jeg vil og hvem jeg vil være. Og svaret bliver som regel: Jeg har ingen anelse.

De største ting har jeg en idé om. Gymnasiet skal være Aarhus Katedralskole, på universitetet skal jeg læse litteratur (eller dansk eller engelsk) og filosofi, antal børn: 1... eller 2, provisionen skal være filosof og forfatter, og hvis alt fejler skolelærer. Fordi at jeg kan.

Og så skal jeg altså besøge England, Amerika, Spanien (hvilket er en realitet), Irland, Frankrig, Italien, Grækenland (igen), Brasilien, Australien, New Zealand, Canada og så videre og så videre..

"Nå, lille Signe, hvad vil du så være når du bliver stor?"

"Filosof."

- Det skal nok lukke munden på dem.

Signe trodser internettet

Jeg er blevet en rebel. Har I hørt det? Det havde jeg ikke.

Alle jer der kender Twitter, og er bare halvt så nørdede som jeg er, ved at det er fedt at skabe 'Worldwide Trends'. Nå, men alle mine med-tweeters var helt oppe at køre over at 7pm engelsk tid, skulle vi blandt andet trende "Somerholics Love Smoldypants" - hvilket er en slags slagord for folk der ælsker Ian Somerhalder.

Vi tweetede som gale, og få sekunder efter klokken slog syv var vores mål nået (det forhindrede os dog ikke i at fortsætte med at gå amok på tastaturet). Det var alt sammen liv og glade dage, og så er jeg pludselig blevet suspenderet fra Twitter. Jeg vidste ikke at det overhovedet var muligt??

Det var alt sammen meget formelt, og jeg følte mig næsten som en kriminel. Jeg skulle erklære at jeg var indforstået med at hvis jeg nogensinde prøvede at sprede trends igen, ville der ske uha-skræmmende-ting. Jeg gider ikke engang joke om det, de gør det alt for nemt for mig.

Ja, jeg må sige, jeg har sørme fået en lærestreg.

Om at tirsdag er dejlig, kaffe og andre dejlige ting

Har det super. Skøn dag, dejligt liv!

- Og ikke kun på grund af den kop kaffe (highly needed, btw) jeg fik mig, hvilket nok er første gang, sådan, nogensinde. Matematikugen kom ikke så godt fra start som jeg havde håbet i går, men kan vi ikke bare sige at tirsdag er den første dag i ugen? Det er meget mere motiverende. Og så vil jeg gerne lige påpege at jeg har det meget bedre (og træner meget mere i fritiden) uden gymnastik - also known as, det míndst motiverende fag nogensinde. Tyg lidt på den, lærere. (Tilsæt her noget feel-good Glee musik, og så er jeg fuldt ud tilfreds.)

Og angående projekt Signe-skal-rejse-verden-rundt: It's in action! Som førnævnt, Barcelona på min fødselsdag, men det er ikke alt. Der er flere spændende nyheder! Sommeren er nu også spækket med lækker luksus-kvalitetstid for sind og hjerne. Mere specifikt; en uge, sommercamp, langt væk ovre på Sydsjælland, pool, natur, hytte. Signe sigter, skyder og scorer! Ikke for at tvære min succes i jeres ansigter... Jo, det er det lidt.

2013, kom bare an!

Om mandage og ting som jeg ikke er god til

Ja, hej. Ny uge, nyt hår, godt med morgengymnastik og glade dage. Lyder dejligt, hvis man nogensinde var frisk om mandagen. Helt ærligt, hvem vågner op kvart over seks om morgenen og tænker: "Mmm, hvor jeg glæder mig til at fokusere på faglige ting og hygge med min matematik aflevering." Seriøst, respekt til jer derude.

For mig stod den på sløjd, gymnastik og matematik. Ikke ligefrem en blid måde at blive vækket på; hamren og banken og utrolig frustrerende save der siger de der pibelyde, der skriger sådan i ørerne.
Men sådan er der så meget, og i det mindste var jeg vågen.

Basketball i gymnastik. Et ord der får mit hjerte til at krampe sammen og lave foruroligende kæmpelyde. Er der nogen der vil fortælle mig hvad formålet med basketball er? Jeg mener, vi har da nok sportsgrene. Hvorfor skyde en bold op og ned i jorden, og derefter prøve at ramme en kurv? I sure as hell don't see why that should be amusing. Men fordi at jeg er sådan et forfærdeligt konkurrencemenneske, overlevede jeg. Selvom mit hold ikke vandt. Det vælger jeg så at se bort fra.

I det mindste var matematik dejligt, stille og roligt. Det er sindssygt hvor meget man hungrer efter skriftlige fag når man har haft sløjd og gymnastisk. Blyanten passer meget bedre i min hånd end basketball'en, just saying.

Der er altid en dag efter mandag.